Vil du deltage i et lægevidenskabeligt projekt om sukkersyge?

 
Du kan muligvis deltage i dette forsøg hvis du:
  • Er mand.
  • Er rask.
  • Er mellem 20 og 65 år gammel.
  • Har et bmi på mellem 18.5 og 25.
  • Er ikke-ryger.

Vi er en forskningsgruppe fra Center for Clinical Metabolic Research, Afdeling for Medicinske Sygdomme, Gentofte Hospital, som forsker i sukkersyge (diabetes). Vi arbejder blandt andet med hormonet glukagon, der udskilles fra bugspytkirtlen, og som har stor betydning for blodsukkeret. Vi vil spørge, om du vil være med i et videnskabeligt forsøg, der beskæftiger sig med dette hormon.

Projektet består af tre identiske forsøgsdage à ca. 5,5 timer (fra ca. kl. 8.00 til kl. 13.30). På forsøgsdagene vil vi lave infusioner af de naturligt forekommende hormoner insulin, glukagon og somatostatin, der spiller centrale roller for blodsukkerregulationen. Der vil blive taget blodprøver med jævne mellemrum under forsøgsdagene.

Imellem de to første forsøgsdage skal du følge en kulhydrat- og energirig kost, der svarer til ca. 5000 kilokalorier dagligt, i 2 uger. Kosten vil du få udleveret. Samtidig vil vi bede dig føre en stillesiddende livsstil, hvor du i videst mulige omfang afstår fra fysisk aktivitet. Når anden forsøgsdag er afsluttet, skal du vende tilbage til din vanlige kost og dit vanlige aktivitetsniveau i otte uger, inden den sidste forsøgsdag gennemføres. Før hver forsøgsdag skal du møde til en MR-scanning på Herlev Hospital, der foretages for at vurdere eventuel fedtinfiltration i levervævet.

Inden forsøgsdagene vil vi lave en almindelig helbredsundersøgelse, hvor du også vil få yderligere information om forsøget.

Formålet med forsøget er at undersøge betydningen af fedtinfiltration i leveren for effekten af hormonet glukagon. Dette vil forhåbentlig bidrage til en bedre forståelse af diabetes, og potentielt kunne give viden til nye forbedrede behandlinger for patienter med sukkersyge.

 

Hvis du har lyst til at medvirke og er sund og rask, så ring til Malte Palm Suppli (tlf. 25151436) på hverdage mellem kl. 8 og 16.

Du er også velkommen til at sende en e-mail til malte.palm.suppli@regionh.dk.

Undersøgelsen foregår på Center for Clinical Metabolic Research, Gentofte Hospital. Transportudgifter dækkes. Ulempegodtgørelse: kr. 10.000 (skattepligtigt honorar).

Projektet er godkendt af de videnskabsetiske komitéer (journalnummer: H-20036246).

 
 
 
 
Godkendt af etisk komité med journalnummer: HS-:H-20036246
 


Malte Palm Suppli
Center for Klinisk Metabolisk Forskning
Gentofte Hospitalsvej 7, 3.sal
2900 Hellerup
Tlf: 25151436
malte.palm.suppli@regionh.dk