Raske kvindelige forsøgspersoner søges til forsøg med impotensmedicins påvirkning af urinrøret - og analkanalens lukkefunktion

 
Du kan muligvis deltage i dette forsøg hvis du:
  • Er kvinde.
  • Er rask.
  • Er mellem 18 og 55 år gammel.
  • Har et bmi på mellem 18.5 og 30.

Formålet med forsøget

Vi ønsker at undersøge hvorvidt tadalafil kan øge trykket i urinrøret – og analkanalen og dermed forbedre lukkefunktion, samt hvordan tadalafil påvirker kraften på urinstrålen hos raske kvinder. Vi håber med dette forsøg at komme nærmere fremtidige medicinske behandlingsmuligheder til stressinkontinens og analinkontinens.

 

Vi søger derfor raske kvindelige forsøgspersoner mellem 18 og 55 år til at deltage i et videnskabeligt forsøg. Andre egnethedskriterier vil blive vurderet af den forsøgsansvarlige læge, hvis du beslutter, at du ønsker at deltage.


Forsøgsdagene starter i august 2021.

Hvordan foregår forsøget?

Forsøget forløber over 2-3 besøgsdage på Zelo Fase I Enhed, som er en forskningsklinik på Bispebjerg Hospital. Besøgene omfatter en forundersøgelse hvor forsøgspersonalet vil afgøre, om du er egnet til at deltage i forsøget samt to forsøgsdage, der hver tager ca. 3 timer. Den første forsøgsdag kan godt være samme dag som forundersøgelsen. Der skal mindst gå 6 dage mellem hver forsøgsdag.

 

På hver af de to forsøgsdage vil du få en enkelt dosis af enten 40 mg tadalafil eller placebo. Du vil derudover få lavet en undersøgelse af trykket i urinrøret ved en metode, som kaldes urethral pressure reflectometry (UPR) og af trykket i analkanalen ved anal acoustic reflectometry (AAR). Under UPR-målingerne indsættes et ganske tyndt kateter i urinrøret i gynækologisk leje og trykket i urinrøret måles ved hjælp af lydbølger. Samme princip gælder for målingerne i analkanalen. Du vil også få udført målinger af kraften på urinstrålen (uroflowmetri) samt en række rutine helbredsundersøgelser (blodtryk m.fl.).

Vederlag

Du vil modtage en ulempegodtgørelse på 125 DKK pr. påbegyndte hele time, der deltages i forsøget. Desuden ydes der engangsulempegodtgørelse på 750 DKK for UPR—og AAR-målinger på de to forsøgsdage. Det samlede honorar er på 2500 DKK og er skattepligtigt.

 

Forsøget er godkendt af Lægemiddelstyrelsen og Videnskabsetisk Komité (Journal-nr.: H-21001866).

Hvis du er interesseret i at høre mere om forsøget, kontakt venligst

Thea Christoffersen

Forsøgsansvarlig læge, Ph.d.-studerende

E-mail: thea.christoffersen@regionh.dk

Tlf.for 60 77 03 08  (hverdage 8-16)

Initiativet til forsøget er taget i samarbejde mellem Klinisk Farmakologisk Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler og Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling, Herlev.

 


 

 
 
 
 
Godkendt af etisk komité med journalnummer: HS-:H-21001866
 


Thea Christoffersen
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Bispebjerg Bakke 23, indgang 20C, 2.
2400 København NV
Tlf: 60770308
thea.christoffersen@regionh.dk