Invitation til forsøg med tarmbakterier på Gentofte Hospital

 
Du kan muligvis deltage i dette forsøg hvis du:
  • Er rask.
  • Er mellem 18 og 40 år gammel.
  • Har et bmi på mere end 27.
  • Er ikke-ryger.
  • Må ikke være gravid eller have laktoseintolerans
Kunne du tænke dig at være med til et videnskabeligt forsøg om vores tarmbakterier og hvordan de påvirker vores sundhed?
Vi er en forskningsgruppe på Afdelingen for Klinisk Metabolisk Forskning på Gentofte Hospital som vil undersøge virkningerne af den naturligt forekommende tarmbakterie Ruminococcus torques på blodsukker, fedtforbrænding og opbygning af knogler og muskler hos raske voksne mennesker. Vi forventer, at forsøget kommer til at starte til januar/februar 2023.

Hvordan foregår forsøget?
Forsøget foregår ved, at en læge vil anlægge en sonde gennem din næse og ned i tolvfingertarmen. I denne sonde vil vi give dig en væske der indeholder tarmbakterien i to forskellige doser eller en placebovæske uden bakterier. Bakterierne gives to gange på hver af de tre forsøgsdage. Før og undervejs i forsøget vil vi tage forskellige prøver. Vi vil bl.a. undersøge dit blod, din udåndingsluft og din afføring, og du skal svare på nogle spørgsmål. Du vil også få sat en blodglukoseovervåger på, som skal overvåge dit blodsukker i ugen efter forsøgsdagene. Denne forsøgsdag skal gentages to gange mere, så du i alt kommer til at være til forsøgsdagen tre gange. Hver forsøgsdag varer ca. syv timer. Det er vigtigt, at du gerne vil være med alle tre gange, da vi skal undersøge de forskellige doser af bakterien. Der kommer til at gå tre til seks uger mellem hver forsøgsdag. Derudover skal du en uge efter hver forsøgsdag forbi hospitalet at have taget en omgang blodprøver mere samt aflevere en ny afføringsprøve. Alt i alt kommer forsøget til at tage op til ca. 14 uger.

Hvem kan være med?
For at være med i forsøget skal du være mellem 18 og 40 år gammel, have en BMI over 27 og være af dansk herkomst. Du skal derudover være rask. Både mænd og kvinder er velkomne. Du kan ikke deltage i forsøget, hvis du tager medicin til dagligt, har fået antibiotika inden for de seneste 3 måneder, har nuværende eller kroniske mave-tarmproblemer (f.eks. diarré, irritabel tyktarm eller alvorlig leversygdom), er laktoseintolerant, ryger, har et alkohol- eller stofmisbrug eller tager kreatin som kosttilskud. Du kan heller ikke deltage, hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid i løbet af forsøget. Vi vil derudover meget gerne have, at du under studiet ikke laver store livsstilsændringer - f.eks. ændrer din kost eller dit aktivitetsniveau.

Kompensation for deltagelse:
Du vil som deltager modtage kompensation for din deltagelse i projektet. Efter endt deltagelse i forsøget vil du modtage 5.100 DKK (skattepligtig B-indkomst). Vi kan derudover tilbyde at betale for transporten til og fra Gentofte Hospital.

Vi håber meget, at du kunne tænke dig at være med! Hvis du har spørgsmål, godt vil have uddybende information tilsendt, eller godt kunne tænke dig at komme til en informationssamtale så kontakt den forsøgsansvarlige læge Joachim Gæde på e-mail joachim.gaede.01@regionh.dk eller på telefon 28 57 90 55 på hverdage klokken 10-14.

OBS sommerferie i uge 33+34
 
 
 
 
Godkendt af etisk komité med journalnummer: HS-:H-21075670
 


Joachim Gæde
Gentofte Hospital
Topperne 13, 1. 14
2620 Albertslund
Tlf: 28579055
joachim.gaede.01@regionh.dk