Effekt af kost og fysisk aktivitet på udvikling af type 2 diabetes (PREVIEW) Forsøget foregår på Institut for Idræt og Ernæring og formålet med studiet er at undersøge effekten af 2 forskellige kosttyper i kombination med 2 motionsformer med forskellig hårdhedsgrader på vægttabsvedligeholdelse og forebyggelse af type 2 diabetes.
Under det 3 år lange projekt vil du skulle deltage i 18 gruppemøder, hvor du får grundig vejledning om kost, motion og livsstilsomlægning af erfarne diætister og instruktører. Du vil få udleveret en dejlig kogebog udviklet af Meyers Madhus, med opskrifter der passer til den kost du skal spise samt en guide om fysisk aktivitet udviklet af motionseksperter fra England.
Projektet er ret tidskrævende og indebærer bl.a. blodprøver, urinprøver, udfyldelse af diverse spørgeskemaer om kost, livskvalitet og sundhed, samt flere fysiologiske undersøgelser. Projektet er godkendt af Videnskabsetisk Komité.
Du kan deltage i dette forsøg, hvis du er:
Kvinde eller mand.
Overvægtig med et BMI ≥ 25 kg/m2
Har nedsat glukose tolerance (dette måles ved en forundersøgelse på universitetet).
Er mellem 10-18 år, 25-45 år eller 55-70 år.
Generelt sund og rask. Du vil ved en telefonisk forundersøgelse blive spurgt om der er andre ting der kan forhindre deltagelse.
Du kan f.eks. ikke deltage hvis du:
Har fået foretaget en fedmeoperation.
Deltager i konkurrencesport.
Har særlig grad af fødevareallergi.
Har haft vægtændring på >5 % i løbet af de seneste 2 måneder.
Har et højt alkoholindtag (>14 genstande/uge for kvinder og >21 genstande/uge for mænd).
Er stofmisbruger.
Har en spiseforstyrrelse.
Er gravid eller ammer, eller planlægger graviditet i løbet af de næste 36 måneder.
Ikke kan tale og forstå dansk.
Vurderes at være i en fysisk og psykisk tilstand, som gør, at du ikke vil kunne gennemføre studiet.
Kontaktinformation
Hvis du tror at du overholder deltagerkriterierne og er interesseret i at deltage, bedes du kontakte os enten på
Mail: preview@science.ku.dk eller
Telefon: +45 5148 9402
Pia Christensen
Københavns Universitet
Rolighedsvej 30
1958 Frederiksberg
|